Spring over hovedmenu

21 kommuner deltager i Flere skal med 3

21 kommuner er med i den nye Flere skal med 3-pulje, som skal udbrede Flere skal med-modellen de næste år.

21 kommuner er med i den nye Flere skal med 3-pulje, og skal være med til at udbrede og forankre de gode erfaringer fra Flere skal med-modellen over de næste to år frem til december 2023. Gennem arbejdet med Flere skal med-indsatsmodellen vil kommunerne arbejde for, at endnu flere mennesker hjælpes til at blive en del af det arbejdende fællesskab.

Formålet med Flere skal med 3 er at understøtte, at flest mulige borgere opnår helt eller delvist fodfæste på arbejdsmarkedet. Målgruppen for indsatsen er aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år. De 21 kommuner kan ses på kortet her:

Billedet viser et kort over Danmark, hvor de 21 kommuner, som skal deltage i Flere skal med 3, er fremhævet. De er jævnligt fordelt i landet

Særligt samarbejde med psykiatrien

Flere skal med 3 har et særligt fokus på at styrke samarbejdet med psykiatrien for at hjælpe psykisk sårbare borgere ind på arbejdsmarkedet. 17 ud af de 21 kommuner vil gennem indsatsen arbejde med en udvidet indsatsmodel, som er inspireret af metoden Individuel Planlagt job med Støtte (IPS) i samarbejde med psykiatrien.

IPS-indsatsen handler om at få udsatte borgere med ringe tilknytning til arbejdsmarkedet og med svære psykiatriske diagnoser hurtigt ind på arbejdsmarkedet og tilbyde dem støtte, mens de er på arbejdsmarkedet. IPS-metoden er veldokumenteret og har både internationalt og i Danmark konsekvent vist signifikante, positive effekter på job og uddannelse.

I Flere skal med 2-puljen, som kører frem til juni 2022, er to kommuner allerede i gang med den IPS-inspirerede tilgang som et ekstra element til Flere skal med-indsatsen, og vi i STAR glæder os til at udbrede metoden yderligere, så psykisk sårbare borgere i endnu flere kommuner kan få den hjælp og støtte, de har brug for, for at kunne blive en del af et meningsfyldt arbejdsfællesskab. 

I følgende dokumenter kan du læse mere om indsatsmodellen for Flere skal med 3 og om IPS-indsatsen, som psykiatrisamarbejdet er inspireret af.

Indsatsmodel for borgere med psykiske lidelser (PDF) (ny fane)

IPS-indsatsen kort fortalt (PDF) (ny fane)

Sidst opdateret: 24-01-2022