Personen og ikke papiret
Vognmand Michael Mertov mener, at folk med en broget fortid fortjener en chance. For ham handler det både om at tage et socialt ansvar og om, at “skæve eksistenser” ofte er loyale medarbejdere.
Michael Mertov mødte Jesper Rytter for et års tid siden. Jesper var som kontanthjælpsmodtager kommet med i beskæftigelsesindsatsen Flere skal med efter at have siddet i fængsel i 10 år. Michael manglede chauffører i sin virksomhed, og sammen med Jespers personlige jobformidler fra jobcentret mødtes de tre for at finde ud af, om Jesper og Michael matchede hinanden som medarbejder og arbejdsgiver, og om jobbet som lastbilchauffør var det rigtige for Jesper.
“På mødet spurgte jeg ind til, hvorfor Jesper havde været uden for arbejdsmarkedet. Med sin attitude og personlighed så jeg en mand, der havde lagt sin fortid bag sig, og som gerne ville noget andet. Jeg kunne mærke en interesse for vores fag hos Jesper og en lyst til at komme i gang. Du kan godt mærke på folk, om de mener, det de siger, eller om det bare er noget, de siger, fordi de skal,” fortæller Michael, der er kørselsleder i fragt- og vognmandsfirmaet Peder Olsen & søn A/S i Odense.
Jesper havde også fra første færd et positivt indtryk af sin potentielle arbejdsgiver.
“Jeg lagde kortene på bordet. Det var vigtigt for mig, at de vidste, hvem de fik ind i firmaet. Det var han cool nok med, og han var glad for, at jeg var ærlig. Jeg var heldig med, at det er et meget åbent firma med en politik, der går ud på, at når samfundet har tildelt én en straf, så er man videre, når man har udstået den,” siger Jesper.
Kolleger, der matcher
På mødet fik de snakket om, om der var særlige hensyn, der skulle tages til Jesper. De forventningsafstemte og aftalte spilleregler, fortæller Michael, for at en ansættelse kunne blive en succes. Lynhurtigt kom en praktikaftale i hus. Planen var, at Jesper skulle opkvalificeres, og målet var et job på almindelige vilkår. I de første tre måneder skulle Jesper køre sammen med en anden chauffør og hjælpe med at læsse af og på.
“Vi har erfarne chauffører, der passer med Jesper – som også har en lidt “rodet” fortid – det er en god idé at overveje, hvem der skal sættes sammen, når de kører to og to,” forklarer Michael, der har erfaring med at ansætte folk, der ikke har en baggrund som “dig og mig”.
Hvor kan man se sig selv?
Jesper har siddet inde for drab. Han er før dette uddannet sig som skov- og naturteknikker. Et erhverv, han har måtte opgive efter en knæulykke. Jesper har desuden taget uddannelsen som dykkerinstruktør, men var ikke i stand til at undervise og være sammen med mange mennesker på én gang.
Da han kom med i Flere skal med, fik han først afprøvet praktik i en virksomhed hvor han skulle bruge sin dykkerinstruktøruddannelse, men PTSD og social angst satte en stopper for forløbet og indsnævrede generelt mulighederne for Jesper, der egentlig havde søgt om førtidspension.
I dag fortæller han, at han samarbejdet med den personlige formidler i Flere skal med-indsatsen har spillet en positiv rolle i forhold til at sætte retning for hans arbejdsliv og liv.
“Det var med blandede følelser, at jeg måtte opgive tanken om førtidspension, for jeg havde det ikke godt psykisk og havde været sygemeldt i lang tid. Men jeg følte, at Jeanette (jobformidler, red.) lyttede til, hvad jeg var for en person. Vi snakkede om, hvor jeg kunne se mig selv, og efter den praktik, som mit helbred ikke kunne klare, kom vi frem til, at det rigtige for mig var et job, hvor jeg kunne gå og passe mig selv,” fortæller Jesper.
“Vi kom ret hurtigt ind på, at jeg skulle ud og have et rigtigt arbejde, og det gav mig mere motivation i forhold til at skulle gå og rense vejkanter i kommunen – det har jeg prøvet nogle gange.”
Det fælles mål
Netop den tætte relation mellem jobformidleren og borgeren, udgør et af kerneelementerne i Flere skal med, hvor borgerens ressourcer, interesser og ønsker er i fokus, og hvor fastholdelse spiller en vigtig rolle, når borgeren er i gang på en virksomhed.
Under Jespers praktik hos Peder Olsen og søn A/S blev der holdt flere opfølgende møder mellem ham, Michael Mertov og Jeanette fra Jobcenter Nordfyn. Formålet var at sikre, at kursen holdt stik, så Jesper kunne se ansættelsen i horisonten.
“Vi har haft en glimrende samarbejde med Jobcenter Nordfyn. Vi har manglet arbejdskraft, og sammen har vi arbejdet hen i mod, at en praktik ikke bare skal være en parkering. Derfor stillede jeg også krav på opfølgningsmøderne,” fortæller Michael.
Han forventer, at der løbende sker en positiv udvikling gennem sådan et forløb.
“Jeg presser altid en lille smule på, for man kan oftest 10 gange mere, end man tror. Begge parter skal have noget ud af det,” siger Michael.
For Jesper har møderne været til gavn.
“Jeg var glad for arbejdet lige med det samme, og det passede mig fint med de mål vi satte, så jeg havde noget at gå efter. Det var rart at blive bekræftet i, at min chef stadig var tilfreds med at have mig dér, og jeg var glad for, at der blev fulgt op på planerne. Jeg havde udsigten til at komme til at køre rundt alene, selv om jeg også vænnede mig til at snakke med kollegerne - det var lidt grænseoverskridende i starten,” siger han.
Chancen giver bonus
Jesper blev via Flere skal med-indsatsen opkvalificeret med stort kørekort. Med det fulgte også tre måneders ansættelse i løntilskud og efterfølgende et fast fuldtidsarbejde.
“Det har betydet, at jeg er en del af samfundet i stedet for det modsatte – det synes jeg er rart. Det føles godt at have en hverdag; noget at stå op til og at have noget fornuftigt at give sig til. Jeg var ret sikker på, at jeg ville ende med at lave kriminalitet og tage stoffer, Jeg havde da håbet, at den var der; muligheden for at få et arbejde og et fornuftigt liv, men helt ærligt, jeg troede ikke på det.
Michael Mertov har fra første møde troet på Jesper.
“Jeg ved, at når jeg tager en som Jesper ind, så oplever jeg rigtig meget loyalitet og tålmodighed over for os. Jeg mener, det er fordi, man giver manden en chance og hjælper på et meget vigtigt tidspunkt, hvor der er allermest brug for det. Jeg har nu en medarbejder, som er fuldt kvalificeret og løser de opgaver, han bliver sat til. Jesper er vellidt og passer godt ind i jargonen. Han har fuldstændig styr på sit liv – også privat,” fortæller Michael.
Han ser det som en forpligtelse at hjælpe “skæve eksistenser” i gang på arbejdsmarkedet.
“Vi må tage et socialt ansvar. Måske har folk en broget fortid og er ikke altid de bedste på papiret, men den grimme ælling kan blive til en svane, når det kommer til stykket – det ved vi,” siger han.
Efter artiklen blev til, har Jesper Rytter fået nyt job inden for samme branche.