Spring over hovedmenu

Flere skal med: Per fik vendt skuden

56-årige Per synes, han er blevet misforstået i kontanthjælpssystemet, og han har siddet og grædt hos sin praktiserende læge. Med hjælp fra jobformidleren i Flere skal med-indsatsen og den rette arbejdsgiver, har han nu fået "alt" tilbage.

Per fik vendt skuden
Per Vestby Jørgensen (th.) “stod stille i mange år”, som han siger. Nu er han videre i job på Søndervangsskolen, hvor indskolingsleder Claus Rasmussen prioriterede at oprette en fast stilling.

“Alt. Ja alt! Jeg lever igen,” siger Per Vestby Jørgensen.

Kundeservicemedarbejder, medhjælper i børnehave, diverse forløb og kurser har han været igennem i en 15-årig periode som kontanthjælpsmodtager.

“Jeg så ingen mening med det, jeg blev sat til. Jeg følte mig misforstået og tabt i systemet. Jeg oplevede, at folk troede, jeg var uærlig og bare ville have en førtidspension, men det har aldrig været mit ønske. Jeg ønskede et job, som jeg kunne udføre med de skånebehov, jeg nu engang har,” forklarer Per.

Han har to diskusprolapser, er blevet opereret to gange i den ene skulder og har dårligt knæ. Inden det har Per blandt andet haft job som slagterimedarbejder og har arbejdet med at rive huse ned.

“Jeg har altid været arbejdsmand og har haft hænderne godt skruet på,” som han selv udtrykker det. 

Per følte sig hørt

Per har boet i flere byer, og efter en årrække med bopæl i Favrskov Kommune blev han en del af Flere skal med-indsatsen og fik tilknyttet en personlig jobmidler.

“Jeg kunne måske godt stejle lidt i starten, efter det, jeg havde oplevet, men med Lars (jobformidler, red.) fik jeg lov til at trække vejret. Han lyttede til mig og spændte ikke ben for mig, var ikke hård. Hans mission var, at vi bare skulle klare os igennem det her sammen,” fortæller Per.

“Det vendte godt nok skuden for mig, at jeg kom under Lars’ vinger. Han troede på mig og troede på, at jeg ville gøre en indsats.”

I kraft af Flere skal med tog Per og Lars’ samarbejde udgangspunkt i, at Per skulle i gang på en virksomhed i en funktion, der passede til det, han kunne, hvor han havde mulighed for at udvikle sig, og hvor han kunne se sig selv.

Det blev til et møde på Søndervangsskolen i Favrskov med henblik på en praktik.

“Jeg troede på, at Per kunne nogle ting, vi havde brug for. Normalt er det kommunens ejendomscenter, der tager sig af pedelopgaver, som det hed før i tiden. Men vi har løbende opgaver, som falder imellem to stole: Er det en opgave, der tilhører skolen eller en opgave, der tilhører ejendomscenteret? Ofte har vi mindre opgaver, der skal løses hurtigt, og hvor ejendomscenteret er i gang med noget andet fx i én af børnehaverne,” fortæller indskolingsleder Claus Rasmussen.

“Der er ting, vi ikke har afsat tid til som lærere eller pædagoger, men som vi alligevel bruger tid på,” siger han.

Per startede i praktik i en stilling, der faktisk ikke fandtes. En pedelmedhjælperrolle, hvor kan skulle løse forskellige ad hoc-opgaver: Møbler, der skulle samles, en væg, der skulle males, en pære der skulle skiftes eller en mooncar, som skulle have lappet hjulene. Der blev ved med at opstå ting, som Per havde de håndværksmæssige forudsætninger for at udføre.

“Både ledelse og personale fik mere tid til rådighed, og alle blev gladere, fordi tingene blev ordnet hurtigere,” fortæller Claus. 

Tillid og perspektiv i centrum

Pers oplevelse af arbejdspladsen var fra starten meget positiv.

”Jeg har aldrig oplevet noget lignende. De tog mig til sig med det samme. Jeg forsøgte at gøre et rigtig godt stykke arbejde for at vise, at hvis der nu var en mulighed for et job, så kunne de ikke rigtig undvære mig,” siger Per med et smil i stemmen.

Han havde ærligt og grundigt fortalt om sine begrænsninger, og det betød, at var der ting, han ikke kunne klare, som fx at skovle sand ved sandkasserne, så skulle han bare sig til.

“Der har været forskellige udfordringer på vejen, og vi har løbende måtte spore os ind på, hvor grænsen gik i forhold til, hvad Per kunne kapere med sit helbred. Det har taget tid,” siger Claus.

Meningen var, at Per skulle udvikle sin arbejdsevne for at kunne stige i timeantal. Han startede med fire timer to gange ugentligt. Timetallet blev justeret løbende ved de opfølgende møder hver måned mellem Per, Claus og jobformidler Lars.

“Det har været vigtigt, at der har været perspektiv i det fra starten for alle parter. Vi har haft mange forløb med praktik, hvor folk ikke rigtigt er kommet i gang. Der har ikke været tydelighed om, hvad medarbejderen kunne klare, der er ikke blevet forventningsafstemt, og der er ting, der ikke er blevet snakket om. Det har været helt anderledes her. Vi havde fra begyndelsen fokus på tillid og lyttede til de dårlige oplevelser, Per havde haft i andre praktikker,” forklarer Claus. 

Den endelige afklaring

På den baggrund var der også en tæt dialog mellem Per og Claus, da Per ramte de 25 timer om ugen og begyndte at få en del fravær.

“ Vi har meget fokus på fravær, og kan vi se, at en medarbejder ligger højt i en periode, indkalder vi altid til en omsorgssamtale for at høre, om det er arbejdsrelateret og om der er noget vi kan hjælpe med. Det havde Per og jeg nogle gode snakke om,” fortæller Claus.

”Jeg kunne mærke, at skolen gik meget op i, om jeg var syg. De ville se, om jeg var stabil - det er klart,” siger Per og fortsætter:

“Når man har været væk længe, skal man lige i gang igen. Man bygger muskler op. Nogle gener går væk, og andre skal man lære at leve med. Da jeg begyndte at arbejde hver dag, kunne min krop ikke klare det.”

Trods mange udfordringer undervejs, blev skolen ved med at være forstående, og Per fastholdt motivationen. Ved udgangen af praktikken blev Per visiteret til et fleksjob på 18 timer om ugen på grund af sit helbred. 

Bonus til alle parter

Søndervangsskolen besluttede sig for at oprette en fast stilling som pedelmedhjælper i fleksjob. Et prioriteringsspørgsmål, kalder indskolingslederen det – for pengene skulle jo tages fra noget andet i budgettet:

“Fordelen er, at vi nu har en ekstra service over for vores medarbejdere, som vi ikke havde før. Vi får frigivet arbejdskraft, så alle kan koncentrere sig om deres kerneopgaver. Det giver os et bedre arbejdsmiljø, og det er et løft, når man selv byder ind, som jeg Per har gjort det,” siger Claus.

Ud over at løse de praktiske opgaver, er Per meget vellidt på skolen, altid fleksibel og fair. Han er vokset med opgaverne og har en rigtig god relation til alle. Nu varetager han også pædagogiske opgaver, fortæller hans leder:

“Der er børn, som har brug for en pause fra klasselokalet. Så følger de med Per rundt og får noget praktisk arbejde på skemaet. Det kan være at feje, hjælpe med at bygge hegn og samle møbler til vores fællesrum. Per har tæt kontakt til elevernes lærere. Det er en stor succes.”

Man kan mærke Pers begejstring gennem telefonen:

“Før sad jeg magtesløs og græd ved lægen. Mit liv var kaos, og jeg mistede alt. Det påvirkede min psyke, og jeg stod stille i 15 år. Med det forløb her og det job, jeg har fået, føler jeg mig næsten som født på ny. Alle mine kolleger er så fantastiske. Jeg har fået mit liv tilbage.”

Artiklen er blevet til på baggrund af telefoninterviews med Per Vestby Jørgensen, Claus Rasmussen og jobformidler Lars Svane Nielsen, Jobcenter Favrskov.

Sidst opdateret: 05-07-2021