Spring over hovedmenu

Et succesfuldt samarbejde mellem Nordfyns jobcenter og virksomheden Mette Munk

Tallal og Jess bliver vist rundt i virksomheden. Her står de foran en plade med færdigbagte kager i hvide kitler og med hårnet

Jobcentrene kan spille en afgørende rolle, når det kommer til at lave et perfekt match mellem borger og virksomhed. På virksomheden Mette Munk var der behov for medarbejdere, der kunne arbejde i et højt tempo og havde vilje og højt humør, og netop sådan en borger var tilknyttet Nordfyns jobcenter. For Tallal viste virksomheden Mette Munk sig at være det perfekte jobmatch, og med hjælp fra jobformidler Charlotte Møller Røn fra Nordfyns jobcenter er han nu kommet i fuldtidsbeskæftigelse.

Talal Mohamad Albezreh kom til Danmark fra Syrien i 2016. Den første tid efter han var kommet til Danmark brugte han på at lære dansk og tage fag på VUC, men uden et arbejde syntes Talal, at det var svært at holde humøret højt og at fastholde en god struktur i hverdagen. Talals møde med Charlotte Møller Røn på jobcentret i Nordfyn blev et afgørende skridt på hans vej mod et arbejde, og hurtigt efter første møde gik Charlotte i gang med at undersøge jobmuligheder for Talal.

Klar forventningsafstemning mellem jobcenter, virksomhed og medarbejder

På bageriet Mette Munk i Odense var de i gang med en udvidelse, og havde derfor i høj grad brug for ekstra hænder. Men for at arbejde i bageriet er det afgørende at være indstillet på et højt arbejdstempo, og derfor er det ikke enhver, der ville kunne tage jobbet. Produktionschef Jess Kjær fortæller:
”Charlotte gjorde et kæmpe forarbejde i samarbejde med Talal, før hun henvendte sig til os. At vi får en borger ud, som passer så godt ind i jobbet, må i høj grad tilskrives Charlottes grundige arbejde med at afstemme forventningerne både hos Talal og os, så ingen er blevet overrasket over noget. Vi er blevet mødt med en grundig og professionel tilgang fra jobcentret, og den gode kommunikation gør, at det er blevet en succes”.

Det gode jobmatch er afgørende

På en virksomhed som Mette Munk er det næsten dømt til at gå galt med jobmatchet, hvis ikke man er god til at tage fat og arbejde i et højt tempo. Jobcentrets rolle er vigtig, når det kommer til at matche borgere med virksomheder, netop fordi det er vigtigt, at borgeren er motiveret for og informeret om, hvilken type arbejdsplads de kommer ud på. Dette kræver, at jobformidleren har tid til både at lære borgeren at kende og at have et indgående kendskab til virksomheden, og netop denne tilgang oplevede Jess, at Charlotte havde.
Talal var nemlig den helt rigtige person til jobbet.

Med masser af gå-på-mod, godt humør og arbejdslyst gik han til arbejdet, og i de første uger blev han introduceret til alle de forskellige afdelinger i virksomheden. Talals gode energi og flittighed gjorde, at der nærmest blev rift om hans arbejdskraft blandt de forskellige afdelinger, og pakkeri-afdelingen måtte insistere på, at de altså ikke ville af med Talal igen. Jess fortæller at:

”Talals personlighed er en stor del af grunden til succesen. Når der kommer sådan en medarbejder ind ad døren, som er sød og smilende og absolut ikke er bange for at få hænderne op ad lommen, så er det også en, der bliver taget mere hånd omkring i oplæringsprocessen. Så succesen skal også lægges hos Talal selv”.

Et meningsfuldt arbejde

Talal fortæller, at han er meget glad for at have fået jobbet. Den måde han blev modtaget på i virksomheden har spillet en stor rolle i Talals succes, blandt andet fordi virksomheden tilknytter en såkaldt ’onboarding-koordinator’ til nye medarbejdere. Talals onboarding-koordinator, Lene Henningsen, var en stor støtte for Talal både på arbejdspladsen, men nogle gange også uden for arbejdspladsen, hvor det til tider kan være svært at skulle navigere i det danske arbejdsmarked og den danske kultur.

Alle disse ting har bidraget til, at Talal er blevet så glad for sin arbejdsplads nu, at han nærmest anser sine kolleger for en anden familie. Det at komme i arbejde har øget hans livskvalitet, så han nu er meget gladere, har fået styr på sin hverdagsrytme og har fået det godt. Talal siger:

”Jeg er virkelig, virkelig glad for at arbejde nu, og for den hjælp jeg fik fra sagsbehandleren til at finde et job. Jeg har rigtig gode kolleger, der forklarer mig, hvad jeg skal lave på arbejdet og hjælper mig, og jeg synes, det er et rigtig godt sted at arbejde.”

Han er efter et kort introforløb blevet fastansat på 37 timer om ugen i Mette Munk og er dermed helt ude af jobcentret nu.

Sidst opdateret: 22-05-2023