Spring over hovedmenu

En taskforce i Struer rykker ud

19 virksomheder i Struer er gået sammen om at etablere en Code of Care Taskforce, der skal hjælpe udsatte borgere til at få et arbejde og løse de lokale virksomheders udfordringer med at rekruttere arbejdskraft. Siden maj 2018 har 196 borgere fået et småjob.

Taskforcens vigtigste opgave er at gøre andre virksomheder opmærksomme på mulighederne og gevinsterne ved at ansætte borgere i småjob.

“Ved at ansætte en borger i småjob kan virksomheder få løst mange opgaver. Et sæt ekstra hænder til småopgaver hjælper de andre medarbejderne til at kunne koncentrere sig om de opgaver, de er ansat til,” siger Tina Toftdal Lund, der er medlem af taskforcen. Tina har sammen med sin mand virksomheden Alpha Offshore A/S, der laver drift og vedligeholdelse af vindmøller. De ville gerne være med for at tage ansvar for nærmiljøet og arbejdslivet i Struer Kommune.

“Men personligt får vi også en masse ud af at være medlem af taskforcen. Vi har udvidet vores netværk og lært de lokale virksomheder at kende. Derfor kan vi sparre med hinanden om udfordringer og erfaringer med at ansætte borgere i småjob,” fortæller Tina.

Spot et småjob

Taskforcen er faciliteret af jobcentret, men driver ellers sig selv. Taskforcen består af medarbejdere i lokale virksomheder fra forskellige brancher.

“Med slagkraftig handling skaber vi social forvandling″, lyder sloganet. Taskforcen havde første møde i maj 2018 og har allerede fået en del fra hånden. Især en Event hos B&O med deltagelse af 80 virksomheder var en megasucces og gav alene på aftenen tilsagn på omkring 50 småjobs.

Taskforcen kom desuden med ideen om at lave infotavler til indfaldsvejene hvor der står, hvor mange borgere i kommunen, der nu har et småjob. De har også udviklet et overskueligt inspirationskort til virksomheder: ‛Spot et småjob’, som de personligt har været ude og aflevere hos andre lokale virksomheder. Kortet kan hjælpe virksomheder med at samle arbejdsopgaver i et småjob.

Taskforcen har også udarbejdet et profilkort, som er en form for udvidet visitkort. På profilkortene står der, hvilke arbejdsopgaver borgeren ville kunne varetage sammen med en personlig introduktion af borgeren og et foto.

“Profilkortene virker, fordi virksomhederne forbinder profilkortet med borgerne og det sociale engagement, da opbygning og layout matcher ‛Spot et småjob’-inspirationskortet, som virksomhederne har fået udleveret. Borgerne tager profilkortet med sig ud på virksomhedsbesøg, og det skaber en stor stolthed i borgeren, at de kan vise virksomheden, hvad de kan,” fortæller Jan Norup Olsen, projektkoordinat for Code of Care i Struer Kommune.

Profilkortet er også et godt dialogværktøj mellem jobformidleren og borgeren i fx Flere skal med-indsatsen, og forløberen for Flere skal med 2, Frontrunner, fordi det sætter fokus på borgerens ressourcer og kompetencer, som ikke nødvendigvis bygger på erhvervserfaring. Mange af borgerne har begrænset erhvervserfaring og kan derfor have svært ved at udarbejde et fyldestgørende traditionelt CV.

Fokus på bundlinje åbner dørene

I jobcentret i Struer har man en klar strategi om at have fokus på virksomhedernes bundlinje frem for det sociale engagement, når man hjælper udsatte ledige i job. Udgangspunktet er at skabe en dialog om rekruttering og så knytte det sociale engagement på, som skaber værdi for virksomheden og dens medarbejdere.

Det handler om at kommunikere, at virksomhederne har brug for jobcentret som rekrutteringspartner, og at det ligeså godt kan være borgere med nogle udfordringer, de ansætter. Fx ved at bryde en stillingsbetegnelse ned i opgaver, som en ufaglært kan løse, så der bliver frigivet tid til de faglærtes opgaver.

“Vores oplevelse er, at virksomhederne er mest optaget af, om borgeren kan møde op, har motivation og vilje. Så kan de sagtens lære borgerne opgaverne. Det er her, vi som jobcenter altid skal være klar til at hjælpe borger og virksomhed med at få samarbejdet til at fungere,” siger Jan Norup Olsen.

Via taskforcen samarbejder jobcentrets virksomhedsservice med medarbejdere i virksomheder, der har et bredt netværk og som er engageret i at udbrede budskabet om at hjælpe borgere ind på arbejdsmarkedet og samtidig afhjælpe virksomheders rekrutteringsbehov.

Om Code of Care-taskforcen i Struer

  • Taskforcen er bredt sammensat med virksomheder af forskellig størrelse og fra forskellige brancher, fx detailhandel, hotel og restauration, vindmølleindustrien, elektronikindustrien, ungdoms- og efterskole mv.
  • Taskforcen mødes 4-5 gange årligt, hvor de drøfter ideer til at få spredt deres og jobcentrets budskab.
  • Taskforcen har udviklet et profilkort, der fungerer som et udvidet visitkort for borgeren. Kortet fortæller hvilke arbejdsopgaver, borgeren ville kunne varetage og giver en personlig introduktion med foto.
  • Taskforcen har udviklet ‛Spot et småjob’, som er et overskueligt inspirationspapir, der kan hjælpe virksomheder med at samle arbejdsopgaver i et småjob.
  • Taskforcen kom med idéen om infotavler ved kommunens indfaldsveje. Tavlerne viser hvor mange borgere, der er kommet i småjob.
Sidst opdateret: 22-05-2023