Spring over hovedmenu

Ekstra øjne på borgersamtaler

Kan vi blive bedre? Ja, altid. Derfor er en række kommuner i Flere skal med nu ved at afprøve et nyt værktøj fra STAR. Kollegial og ledelsesmæssig sparring, hedder det, og det skal hjælpe jobformidlerne til at blive endnu skarpere i mødet med borgerne, så flere kan få et arbejde.

Det er helt nyt, at jobformidlerne nu har en kollega eller leder med til borgersamtaler i jobcentret. STARs sparringsværktøj bliver testet i fem kommuner fra Flere skal med. Formålet er at sætte gang i en fælles refleksion hos de fagprofessionelle via feedback og sparring.

“Vi ved, at medarbejderen i jobcentret har stor betydning for borgerens mulighed for at komme i job. Når en kollega eller en leder sidder med som fluen på væggen til en borgersamtale, er der mulighed for at man sammen kan identificere både styrker og svagheder i medarbejderens praksis og sætte retning på de områder, den enkelte kan udvikle sig på, alt sammen til gavn for borgeren, ” siger Anne-Dorte Duedahl Stanstrup, der er faglig koordinator for Flere skal med i STAR.

I Flere skal med tager man udgangspunkt i borgerens ressourcer, ønsker og interesser og har lønnede timer som fokuspunkt fra første møde med borgeren. Det har medført gode resultater i den landsdækkende beskæftigelsesindsats, men tilgangen er fortsat ny i forhold til, hvordan man mange steder tidligere har grebet det an i jobcentrene, når langvarige kontanthjælpsmodtagere har skullet hjælpes til at få et job.

“Man kan godt sige, at Flere skal med-metoden indeholder et paradigmeskifte på beskæftigelsesområdet. Derfor er det også oplagt, at de jobcentermedarbejdere, der har dialogen med borgerne i indsatsen, får et sæt ekstra øjne på deres arbejde og fremgangsmåde. Kollegial- og ledelsesmæssig sparring giver værktøjer til at håndtere borgersamtalen og reflektere over den. De meldinger vi får fra kommunerne er, at de har stor gavn at konceptet,” fortæller Anne-Dorte.

Anne Marie Hauge fra jobcentret i Middelfart er en af dem, der har prøvet Kollegial og ledelsesmæssig sparring. Hun sætter pris på værktøjet, der indeholder læringsfilm og andre materialer til jobcentre. 

“Vi er gået ind i det med en positiv vinkel om, at vi alle kan blive bedre. Vi hjælper hinanden til at få fokus på borgernes ressourcer og kompetencer, hvor vi måske før har hængt meget i skånehensyn og begrænsninger i jobcentrene. Nu har vi visket tavlen ren, og det har den faglige sparring hjulpet til,” siger jobformidler Anne Marie.

Læringsfilm om Kollegial og ledelsesmæssig sparring

Sidst opdateret: 22-05-2023