Fra kontanthjælp til karriere

”Plejehjemmet var slet slet ikke mig. Jeg tror, at det i store hele handlede om, at jeg synes, det var synd for de ældre. Jeg kom i et hus, hvor rigtig mange var demente, det kunne min psyke ikke klare, og jeg mistede mig selv fuldstændig i det.”

Anette Skovhus Nielsen har været uden for arbejdsmarkedet i mange år. Hun har måttet afbryde flere uddannelser inden for sundhedsområdet, fordi hun har følger efter et overfald: hjernerystelse, kronisk hovedpine, svært ved at sidde ved computeren osv. Flere sygemeldinger undervejs - og bare en svær tid generelt.
Fra medierne ved Anette, hvor vigtigt det er at få en uddannelse, og på det tidspunkt drømmer hun stadig om at blive en del af sundhedsvæsnet – uddannelsen til sosu-assistent frister. Da Anette kommer med i Flere skal med-projektet, Frontrunner, kommer praktikken på plejehjemmet i stand. Inden Anette går i gang med at søge ind på sosu-uddannelsen, vil hun nemlig sammen med sin personlige jobformidler fra jobcentret på Nordfyn undersøge, om hun nu også er på rette spor.

“Jeg holdt to uger i den praktik. Jeg måtte droppe tankerne om uddannelse, for jeg ville bare ud af systemet og klare mig selv NU - og tjene penge. Jeg måtte et sted hen, hvor jeg skulle lave noget helt konkret, og belært af erfaring, ikke skulle forhold mig til pleje af mennesker,” siger Anette. Hun er 34 år og enlig mor til tre.

Anette kan se sig selv på en fabrik, og en ny praktikaftale bliver underskrevet. Men efter en uge med produktionsarbejde sætter en stor personlig nedtur ind. Hovedpinen tager til, Anette begynder at tabe håret og går ned med stress.

Relationen betyder noget for alle

Imens hun er syg, har Anette fortsat kontakt til sin personlige jobformidler Jeanette Banggaard Smidt. I beskæftigelsesindsatsen Flere skal med spiller den tætte kontakt og opbygning af en tillidsfuld relation mellem borger og jobcentermedarbejder en vigtig rolle. En dag ringer Jeanette og fortæller, at hun har spændende nyt: Nu er der en praktikåbning i Netto.

“Jamen, kan du da slet ikke forstå, at jeg er sygemeldt. Jeg skal bare ikke i praktik i Netto.” Sådan husker Anette sin reaktion på telefonsamtalen, der dog udvikler sig til en god snak.

“Jeanette var meget forstående, og jeg kunne godt se, at hun faktisk ville hjælpe mig på vej. Jeg vidste godt, at jeg skulle i gang. Jeg ville prøve, og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort,” siger Anette.

Sådan cirka har butikschef i Netto i Bogense Nicolai Nørby det også. Altså, at det er noget af det bedste, han har gjort.

“Jeg har haft et par andre praktikanter via kommunen, men Anette er min største succes på det område i forhold til at gå hele vejen. Når jeg har ansat Anette, så er det ikke fordi, jeg bare manglede en eller anden. Nej, det er faktisk fordi, det er Anette. Hun har gjort det så godt i praktikperioden, tager ansvar for tingene, byder selv ind og klarer alle de ting, man bliver stillet over for i min butik. Det finder du ikke alle steder. Anette har nogle kvaliteter, som jeg ikke kan undvære.”

Efter praktikken og en periode med løntilskud har Anette nu fuld tid i Netto. Nicolai Nørby har som arbejdsgiver også haft tæt kontakt med Anettes personlige jobformidler, og det har så absolut spillet en positiv rolle for hele forløbet, fortæller han. Det hele begyndte med en samtale mellem alle tre parter.

“Vi havde en god snak om Anettes ulykke, og jeg forsøgte at forklare, at vi ville tage det stille og roligt. Jeg tror, det gjorde Anette tryg, at der ikke var forventninger og et pres fra nogen, og jeg kunne mærke, at den tilgang gav Anette lyst til opgaverne. Det handlede om, hvad hun kunne overskue på det tidspunkt.”

På mødet blev der lagt en konkret plan for de opgaver, Anette skulle starte med. Det var opgaver, hvor man ikke skulle tænke så meget; fx vareopfyldning og lettere rengøring.

“Hvis vi havde behov for det, kunne vi altid få fat i Jeanette fra jobcentret. Det gav støtte i praktikken, også at der var nogen, der fulgte op længere henne i forløbet og i overgangen til løntilskud og til job. I det hele taget har samarbejdet været en superoplevelse, hvor jeg har haft mulighed for at sætte mit præg på Anette i praktikken, og hvor vi sammen har udviklet hendes kompetencer. Jeg er glad for at have fået den chance,” fortsætter Nicolai.

Nye døre åbner sig

Anette startede med ni timers praktik, men kom hurtigt selv til chefen og ønskede flere timer. Fra at være nervøs for at sidde ved kassen, rykkede hun også selv på det og fik sine egne ansvarsområder.

“Vi tog simpelt hen en time af gangen. Og nu frygter Anette jo intet,” siger Nicolai.

Anette fortæller selv, at hun stadig har brug for at tage piller og har dage, hvor hun føler sig sløv og må tage pauser.

“Men det er jo på ingen måde noget, der gør, at Anette ikke kan fuldføre et fuldtidsarbejde hos mig. Vi har alle sammen brug for pauser indimellem, lige at komme ud på kontoret og sidde noget tid,” forklarer den tilfredse arbejdsgiver.

Anettes dagligdag i butikken indeholder pt lidt af hvert: kassebetjening, ansvarlig for kød og for oplæring af nye assistenter. I weekenden tager hun sig af kontorarbejdet.

“Jeg kunne slet ikke forestille mig at lave andet. Det ville virke helt åndssvagt. Jeg føler, at jeg har fundet mig selv og er så glad for arbejde og kolleger og glæder mig hver dag,” fortæller Anette.

Hun har fået øjnene op for, at en karriere ikke kun kan ske fra skolebænken. Hun og Nicolai har drøftet mulighederne for, hvordan hun kan udvikle sig videre inden for butikskæden.

“Jeg kan sagtens se Anette som souschef i fremtiden og kunne godt tænke mig at sende hende på kursus i ni måneder. Jeg ser, at Anette kan få en rigtig god karriere inden for Netto. Det gør jeg absolut,” siger Nicolai.

Anette er klar

“Jeg har fået en større frihed økonomisk, og det gør mig glad og positiv, at jeg kan blive ved med at udvikle mig. Der er fortsat ting, jeg vælger fra i min hverdag på grund af mit helbred, for at jeg kan passe mit arbejde. Men mine børn har nu oplevet, at jeg ikke længere har det psykisk dårligt og har set, hvordan en hverdag bør se ud, og hvor vigtigt det er at have noget at stå op til.”

Artiklen er blevet til før COVID-19.