Fra ønske om førtidspension til et job som pedel

Hårde forudsætninger

For Henrik har livet ikke altid været nemt. En hård barndom, manglende uddannelse og skiftende jobs gjorde det svært for ham at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og at skabe en struktur i hverdagen, hvilket gav hans ansættelse i forskellige ufaglærte jobs kort levetid. Da Henrik skulle være far, gennemførte han elektrikeruddannelsen med flotte karakterer, og kom ud til det, som han tænkte skulle være starten på et nyt liv.

Men jobbet som elektriker var hårdt og stressende, og det som skulle have været en ny begyndelse, endte i stedet med at sende ham ud over kanten. Han blev sygemeldt. Og med sygemeldingen og tilværelsen som arbejdsløs fulgte følelser af depression, frustration og dårligt mentalt helbred. Derudover røg de gode hverdagsrutiner og arbejdsidentiteten, som Henrik havde fået igennem elektrikeruddannelsen. Rutinerne blev skiftet ud med alkohol og byture, og Henrik sad tilbage med en følelse af at være ligeglad med det hele.

En ændret tilgang på jobcentret

Selvom Henrik i sine omtrent 10 år på jobcentret mødte mange velmenende mentorer og sagsbehandlere, følte han sig ofte overset. Henrik kæmpede for at blive hørt og for at forklare, at det han i virkeligheden havde brug for var massiv psykisk støtte, før han kunne komme videre. Han følte sig ikke set og blev frustreret over de skiftende sagsbehandlere. Det blev sværere og sværere at holde modet oppe – og han fortæller, at han til sidst tænkte ”Jeg kan jo ingenting. Jeg skal bare være pensionist”.

To ting skulle til, for at Henrik kunne komme videre. For det første begyndte jobcentret i Viborg at arbejde med Flere skal med-projektet som gjorde, at der blandt andet var tid til ’walk and talks’ for sagsbehandler og borger – og der begyndte Henrik at føle sig hørt. Denne tilgang til møder med sagsbehandleren blev noget af det, der gjorde, at Henrik kunne åbne op om sine udfordringer. Han fortæller:

”De der ’walk and talks’, de er guld værd. Det var nok alligevel det bedste skridt, der blev taget i min sag på kommunen, for det var der hvor kommunikationen mellem kommunen og mig som borger lykkedes, og vi fik brudt isen. Der begyndte det at rykke noget, fordi så kunne jeg meget nemmere fortælle, hvordan jeg havde det, og hvad jeg kunne og ikke kunne.”

Psykiatrisk støtte blev vendepunktet

For det andet lykkedes det, på grund af en personlig krise, at komme i gang med et forløb på psykiatrisk hospital. Han kom i behandling, blev medicineret og fik nummeret til en døgntelefon, han kunne henvende sig til, hvis det hele brændte på. Stille og roligt begyndte hjælpen til at håndtere hverdagen og de psykiske udfordringer at betyde, at Henrik fik større forståelse for mennesker omkring sig og for sig selv. Henrik beskriver udviklingen således:

”Efter jeg fik kontakt til psykiatrien, kom der gang i tingene. Så fik jeg snakket med både lægen og med kommunen, og derfra så skete der noget. Det var bare fantastisk. Jeg fik 10 timers psykiatrisk behandling, hvor jeg fik nogle redskaber til at styre mig selv. Det var der det vendte, for så kunne jeg begynde at tænke over, hvad jeg gerne ville, for jeg vil gerne ud at arbejde.”

Et praktikforløb med en uventet drejning

Støtten fra jobcentret og hjælpen fra psykiatrien gjorde, at Henrik kunne gå fra opgivende at ønske førtidspension til en uventet drejning i sin sag.

En dag faldt Henrik nemlig tilfældigt i snak med sin udlejer, som stod for at vedligeholde lejlighedskomplekser, og som godt kunne bruge en ekstra hånd, når et køleskab skulle skiftes eller en græsplæne slås. En praktik kom i stand, og i løbet af oplæringen viste det sig, at Henrik passede godt ind i virksomheden. Her kunne han få lov til at løse arbejdsopgaver alene og i eget tempo, så han slap for den stress og de hektiske dage, som hans tidligere elektrikerjobs ofte medførte. Gennem sin oplæring tilegnede han sig nye evner, og han lærte hen ad vejen, hvordan bedene skulle holdes og ejendommen vedligeholdes.

”Men jeg har det jo fantastisk her”

I dag er Henrik ansat 28 timer og han er helt ude af beskæftigelsessystemet. Kombinationen mellem den psykiske støtte, og en sagsbehandler som tog sig tid til at lytte, blev afgørende for hans vej mod arbejde.

De psykiske udfordringer og de forhindringer, livet har budt ham, tror han nok aldrig, han bliver helbredt for. Men at blive mødt med tid og støtte af jobcentret og psykiatrien og at finde et job, der passer perfekt til ham, har fået Henriks selvtillid til at vokse og muliggjort at han nu er kommet i arbejde. Hver gang han overvejer at skifte job tilbage til elektrikerbranchen, tænker han, ”men jeg har det jo fantastisk her”. Derfor ønsker Henrik at blive i jobbet længe endnu.