Ressourceforløbet samlede Melanie op

“I må bære over med, at jeg ikke har nogen tidsfornemmelse over forløbet, da det hele flyder lidt sammen.” Sådan skriver Melanie Ahrenkiel til os i en mail, efter at vi gennem jobcentret har fået kontakt til hende, fordi hun gerne vil fortælle om sin vej fra sygemeldt og kontanthjælpsmodtager til job.

I mailen lister Melanie op, hvordan hendes tilknytning til arbejdsmarkedet og jobcentret har været gennem de seneste 10 år. Melanie har arbejdet, siden hun var 17 år og har før i tiden været ansat som produktionsmedarbejder. Men da hun for år tilbage blev fritstillet i forbindelse med en sparerunde, gik hun ned med en depression, som hun kom i behandling for. Efter hun fødte sin søn i 2012 vendte symptomerne tilbage, og siden er det gået op og ned med sygemeldinger, jobafklaringsforløb og praktikker.

“Jeg kom ofte for sent, og nogle gange var det bare lettere at blive væk. Jeg var så flov over mig selv. Mit negative mønster med ikke at møde op og have dårlig samvittighed over ikke at kunne passe min praktik vandt,” fortæller Melanie i telefonen om de praktikker, der “mislykkes”. Trods den antidepressive medicin kæmpede hun med lavt selvværd.

“Min forestilling om, hvordan andre så mig, begrænsede mig rigtig meget både arbejdsmæssigt og socialt. Jeg var jo bare hende den fede,” siger Melaine, der i dag har tabt sig 30 kilo.

Walk and talk åbner op

Vægttabet kom i kølvandet på et vendepunkt, der fik de negative tanker til langsomt at glide i baggrunden.

For et par år siden mødte Melanie nemlig Sabina Kidmose, der arbejder som jobformidler i Bedre indsats i ressourceforløb (BIR) i Jobcenter Kolding. Indsatsen kører efter Flere skal med-modellen med fokus på lønnede timer og på borgerens ressourcer, interesser og ønsker – en model, Sabina længe har arbejdet ud fra.

“Sabina var med til at samle mig op, da jeg var allerlængst nede. Hvis det ikke var sket, aner jeg ikke, hvad jeg havde lavet i dag. Jeg kunne mærke, hun troede på mig. Hun kunne se nogle ting, der gemte sig inde bag mit negative tankemønster. Hun hjalp mig med at bryde mine barrierer ned.”

Noget af det, Melanie husker bedst, er gåturene i Marielundskoven ved Kolding.

“Vores walk and talks gjorde en stor forskel i forhold til at holde samtaler på et kontor, hvor det hele kan blive så stift. Det gjorde det meget nemmere at åbne op og få talt om det, der fyldte og gjorde livet svært; blandt andet at jeg overhovedet ikke kunne se, hvem der kunne bruge mig til noget - men det blev der så arbejdet med, ” siger Melanie. Hun fortæller, at Sabina var der for hende 24/7, og at da hun havde det allersværest, sås de to gange om ugen.

Pludselig forstod hun sig selv

Til trods for de gode samtaler og arbejdet med selvværd, havde Melanie det inderst inde stadig ikke godt.

“Min verden var stadig grå. Jeg var hverken glad eller trist (på nær de dage hvor jeg ramte bunden). En dag sagde Sabina til mig, at hun undrede sig over, at jeg havde taget antidepressiv medicin i så lang tid, men at jeg jo tydeligvis ikke havde fået det bedre. “Var det ikke tide at komme videre i systemet?”, spurgte hun mig.”

Sabina har erfaring med borgere med lignende type adfærd, og derfor tog hun med Melanie til lægen og siden på psykiatrisk afdeling til udredning. Melanie viste tegn på en personlighedsforstyrrelse, der ofte kommer til udtryk i form af blandt andet ængstelighed, usikkerhed og lavt selvværd.

“Jeg er ikke typen, der er god til at banke i bordet, men pludselig forstod jeg, hvorfor jeg helt tilbage i skoletiden havde det svært, og hvorfor stort set intet af det, jobcentret havde sat i gang havde virket. Diagnosen havde simpelthen været forkert. Jeg kom til en anerkendelse af, hvorfor jeg ikke kunne passe et fuldtidsarbejde, og at det er ok, at jeg har det, som jeg har det indimellem.”

Endelig kom succesoplevelserne

Efter udredningen begyndte tingene at tage fart i en positiv retning. Melanie trappede ud af medicinen i løbet af to måneder og begyndte i ressourceforløb. Her var der fokus på sund livsstil og motion, som skulle give energi og overskud. Der blev arbejdet med at give slip på gamle tankemønstre, og der blev sat delmål i forhold til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

“Delmålene skulle give mig succesoplevelser. For eksempel skulle jeg skrive en ansøgning. Det var en kæmpestor ting for mig, men det lykkes,” siger Melanie.

Som led i ressourceforløbet var hun i praktikforløb i lidt over et år, den sidste af to praktikker som lagermedarbejder kombineret med et par lønnede timer om ugen.

Melanie blev siden visiteret til fleksjob og arbejder nu 10 timer om ugen i Rema 1000, hvor hun sætter varer på hylderne. Hun fortæller, at hun føler sig heldig og er taknemmelig for den støtte, hun har fået.

“Jeg er gået fra at være en zombie til at have fået et job og et netværk med gode veninder. Jeg mærker ikke det voldsomme til min personlighedsforstyrrelse mere, og jeg er blevet mere selvhjulpen.”

Jobformidler Sabina har en etårig uddannelse i metakognitiv terapi, som hun bruger aktiv i sit daglige arbejde. Melanie bruger stadig nogle af de værktøjer, hun lærte under samtalerne:

“En øvelse kan være at vælge et tidspunkt, hvor man giver sig selv lov til at til tænke på det negative og bearbejder det. Men resten af dagen er det simpelthen ikke tilladt.”

Melanie læser vores artikel igennem og stiller os et spørgsmål:

“Er det muligt at tilføje, at jeg i mit fleksjob i Rema 1000 er blevet mødt med stor forståelse for mine skånebehov, og at det har givet mig den tryghed, jeg har brug for på en arbejdsplads?”

Artiklen er blevet til ud fra interviews med Melanie Arhenkiel og Sabina Kidmose.