Spring over hovedmenu

Sparringsgrupper på tværs af landet skal hjælpe kommuner

STAR har taget initiativ til virtuelle sparringsgrupper, så Flere skal med 2-kommunerne kan opbygge tætte relationer og videndele.

Vi ved, at flere jobcentre løbende har brugt hinanden som sparringspartnere i vores projekter for udsatte borgere. I Flere skal med 2 sætter vi nu samarbejdet i system med mindre virtuelle grupper, og det skal være på tværs af landet.

“Hvor nogle jobcentre inden for samme region har trukket på hinandens erfaringer, får vi nu et formaliseret samarbejde op at stå, hvor man trække på kolleger fra andre landsdele,” fortæller Ulrikka Sletten fra vores arbejdsmarkedskontor i Region Midt-Nord.

Hun er én af flere i STAR, der i et stykke tid har gået med tanken om virtuelle sparringsgrupper for de kommuner, der er med i indsatsen. COVID-19-situationen har bidraget til at gøre tanken til handling:

“Vi har set, at onlinemøder virker, og vores nye tiltag gør det muligt at have en tæt dialog og videndeling mellem jobcentermedarbejdere lige meget hvor i landet, man bor. Fx kan en kommune i Nordjylland drage fordel af at være i gruppe med en kommune fra Sydsjælland og omvendt. Med det her tiltag har vi ingen geografiske eller logistiske begrænsninger. ”

Kommunerne sætter selv dagsordenen

STAR sætter kommunerne sammen i grupper på cirka fire til seks.

“Vi parrer de kommuner, der kan hjælpe hinanden ud fra, hvor de står i indsatsen og hvad, de hver især har af udfordringer og succeser. Erfaringer fra tidligere viser, at det kan lette arbejdet, at man så at sige ikke behøver at opfinde den dybe tallerken selv, når andre kan inspirere til at få løst et problem,” siger Ulrikka.

STAR faciliterer med jævne mellemrum netværksseminarer for alle Flere skal med 2-kommunerne, men i de mindre virtuelle sparringsgrupper, er der er mulighed for at komme i dybden, og det er kommunerne selv, der sætter dagsordenen på skift:

“Kommunerne vælger de emner, der fylder hos dem. Man kan forestille sig, at det kan være alt fra praktiske ting vedrørende indsatsen til drøftelse af borgercases og hvordan, man eksempelvis kan arbejde med at skabe motivation hos borgeren. Fordelen ved de mindre grupper er, at alle kan komme til orde.”

Opbakning i coronatid

Det er intentionen, at møderne skal afholdes hver kvartal, og en STAR-medarbejder står til rådighed med henblik på at deltage.

I STAR håber vi, at de virtuelle grupper kan hjælpe og give medvind til kommunerne i coronatiden, hvor man måske i endnu højere grad kan have brug for sparring og opbakning fra andre, der skal løfte samme opgave.

Forhåbentlig kan tiltaget også inspirere andre kommuner og jobcentre, der ikke er den del af Flere skal med 2.

Sparringsgrupperne bliver også indført i Bedre indsats for ressourceforløb. I begge indsatser er det frivilligt for kommunerne, om de ønsker er være med.

Sidst opdateret: 15-02-2021