Spring over hovedmenu

Hun matcher mennesket med sit netværk

Merete er ventilen i borgersamtalerne. Hun lytter til folk og giver tid. Hun leder efter deres kompetencer og investerer timer i at vedligeholde sit netværk i det lokale erhvervsliv. Mød virksomhedskonsulenten fra Vejle, der arbejder med at skabe jobs via Flere skal med.

“Der er ingen hokuspokus i det. Det handler om at stille krav til virksomhederne og om at møde mennesker i øjenhøjde, når man har borgersamtaler.”

Det fortæller Merete Behnke Skak. Hun har fem år på bagen som virksomhedskonsulent i Jobcenter Vejle og har arbejdet ud fra Flere skal med-metoden i al den tid, senest i pilotprojektet Frontrunner og nu i Flere skal med 2-beskæftigelsesindsatsen for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.
Opbygning af en tillidsfuld relation mellem borgeren og jobcentermedarbejderen samt lønnede timer ude på en virksomhed er hovedfokus i metoden, og det er en helt naturlig måde at arbejde på for Merete, når det handler om at få folk uden arbejde tilbage i job, siger hun. Men hvordan gør hun det i praksis:

“Jeg bliver lidt stædig, når jeg opdager, at det her menneske virkelig har brug for hjælp. Qua min alder er jeg ikke så konfliktsky, og jeg siger tingene meget lige ud, også hvis en borger er presset eller opfører sig grænseoverskridende. Jeg tror, det betyder, at jeg kan komme langt i relationen med mennesker, der er kraftigt udfordret – og langt, når det handler om at give det menneske fodfæste på arbejdsmarkedet,” forklarer Merete.

“Jeg bliver ikke skræmt af at få en vred sms eller af at blive råbt af. Hvis jeg lytter og venter, går det over. Det er frustration over livet og det at være en del systemet, det handler om – det er ikke mig, de jagter.”
Den 62-årige jobcentermedarbejder bruger sig selv og sin egen livserfaring i borgersamtalerne:

“Mange af dem, der kommer her, er mennesker, der har lavt selvværd og ikke føler, de duer til noget. Jeg får fortalt dem, at de har mange kompetencer, og dem skal vi have fundet frem, så de kan tro på, at de godt kan. Tingene er jo ikke lette, vi er alle sammen startet et sted. Jeg har også gjort rent på et hotel. Hvis livet skal forandre sig, skal man arbejde på det, og man skal selv være med i processen,” siger hun.

Det utraditionelle CV i centrum

Selv om der ifølge Merete ikke er noget hokuspokus i det, er det ikke noget, der er gjort med et fingerknips, når man skal samarbejde med en udsat borger om at finde et job og have fokus på lønnede timer fra starten, forklarer hun. Det kræver lange samtaler. Man kan gå en tur eller tale, mens man sidder over for hinanden og arbejder med CV, for eksempel. Ikke et traditionelt CV, hvor det som udgangspunkt er de tidligere jobs, man har på papiret, der gælder:

“En mor til tre kan have en masse kompetencer, som er bygget op over tid i hverdagen med børn. Det kan for eksempel være evnen til at skabe struktur og det at kunne lave mad. Dér kan man måske starte med at søge mod et job i en kantine, hvor der både skal gøres lidt rent, stilles mad frem osv. De borgere, jeg har, har som regel mange udfordringer ud over det at få et arbejde, så ofte gælder det om at fokusere på de kompetencer, der ligger lige foran.”

Flere kampe på én gang

Nogle gange kan det vise sig, at de personlige udfordringer står så meget i vejen for et arbejde, at det ser helt sort ud, selv om vedkommendes uddannelse og kvalifikationer er en efterspurgt vare, og et job umiddelbart skulle ligge lige til højrebenet. Merete fortæller om en borger, hun har haft et samarbejde med; veluddannet og “lynende intelligent”, men borgeren har en psykiatrisk diagnose og kæmper med problemer fra sin fortid, der har spændt ben for et job. Merete mødte borgeren for første gang i Frontrunner-projektet, hvor hun skulle hjælpe ham på sporet af et arbejde.

“Han havde ikke noget sted at bo. Han led under sin diagnose og havde et kæmpe had mod samfundet; det hele var var noget lort. Han kunne ikke se, hvad han skulle i et jobcenter og ikke se, at han kunne gøre gavn nogle steder,” siger hun.
Men midt i alt kaos og had, så Merete et menneske, der gerne ville i gang med at arbejde og bruge sin uddannelse.

“Med de udfordringer, han havde, gjaldt det om at skabe en succesoplevelse fra Dag 1, når der skulle laves et virksomhedsmatch,” forklarer hun.

Arbejdsgivere giver en chance

Merete havde ikke meget forstand på det område, borgeren var uddannet inden for, men hun gik i gang med at søge på virksomheder samtidig med, at hun fik kontakt til instanser, der kunne hjælpe med en plan for de udfordringer, borgerens fortid krævede. I sin søgning på virksomheder stødte Merete på en virksomhed, hun kendte lidt til. Et roligt sted med styr på tingene og som viste sig at efterspørge lige præcis de kvalifikationer, borgeren lå inde med.

“Arbejdsgiveren kunne godt se, at borgeren havde de rigtige kompetencer og ville gerne give ham en chance for at starte forfra. Det er er der faktisk rigtig mange arbejdsgivere, der vil. Til samtalen på virksomheden var borgeren meget ærlig om sin fortid, om hvad han havde været igennem, og at han ikke havde noget sted at bo,” fortæller Merete.
Der blev skrevet under på en praktikplads på virksomheden og lavet en mentoraftale med én fra arbejdspladsen, som var god til at sætte struktur på dagene. Samtidig var der plads til at indlægge en pause i praktikken, hvor borgeren kunne komme igennem det forløb, der skulle til for, at han kunne komme videre. Efterfølgende blev praktikken hurtigt til et løntilskud, som kort efter blev afløst af et fuldtidsjob på ordinære vilkår.

“Borgeren passede supergodt ind på virksomheden. De satte meget pris på ham, både som medarbejder og som menneske,” siger Merete.

Borgeren skal have luft

Undervejs i forløbet har det dog ofte været op af bakke - to skridt frem og et tilbage. Merete har efter samtaler i jobcentret modtaget vrede eller opgivende sms’er fra borgeren, der får tankemylder på grund af sin diagnose.

“Så jeg har taget telefonen, ringet op og været ventilen, hvor vi har kørt det hele igennem, og han har haft fået luft. Efter nogle timer skriver han, at det var godt at få vendt tingene, og at nu er der mere ro på,” fortæller hun. Hun sætter streg under, at borgeren aldrig har været grim eller truende.

”Så længe borgeren er udfordret rent intelligensmæssigt, hjælper det. Hele forløbet har gjort, at han har fået banket sin rust af og bygget kompetencer på og vist, at han godt kunne. Efterhånden har han fået et andet mindset og en positiv tilgang til livet.”

Guleroden skal på bordet

En ting er, at borgeren skal tro på sig selv og sine ressourcer og kompetencer, en anden ting er at der skal være en virksomhed i den anden ende, som er klar til at tage imod en ny medarbejder. Ligesom borgeren skal arbejde for sin løn, skal arbejdsgiveren også være klar over, at de får “value for money”:

”Jeg synes godt, jeg kan stille krav til virksomhederne. Jeg italesætter, at her er en borger, som kan nogle ting – det skal man som arbejdsgiver værdsætte. Der skal være flere lønnede timer i sigte. Der skal være en gulerod for, at det er værdigt – det kan alle se.”
Når Merete ringer til en virksomhed for at tale om en potentiel medarbejder, aftaler de ofte, at hun kommer forbi alene, inden hun tager borgeren med. Hun oplever, at de fleste gerne vil fortælle om deres virksomhed, og hun spørger tit om en rundvisning og lægger mærke til forskellige arbejdsopgaver, der bliver udført eller måske mangler hænder til:“Jeg kan godt finde på at spørge, om de har mandskab til at løse lige præcis den opgave, de viser mig der. “Nej, det har vi faktisk ikke,” lyder det indimellem. Ejerne er også gode til at give navne på andre relevante arbejdsgivere.”
Merete han blandt andet en fortid i reklamebranchen, hvor hun har arbejdet med salg og marketing og har haft kontakt til mange erhvervskunder i Vejle. Da hun på et tidspunkt var klar til at skifte spor, søgte hun mod jobcentret, fordi hun så, at hun kunne bruge sin kompetencer til at gøre en forskel:

”Jeg tænkte, at min erfaring og mit netværk kunne komme mig til gode ved at matche en borger med et godt job. Samtidig ville jeg komme tættere på mennesker,” fortæller hun.

“Vi rykker jobcentrets kunder”

Lige som det var tilfældet med borgeren, der gik fra hjemløs og andre store udfordringer og til fuldtidsjob, gentager Merete, at hendes job ikke bare handler om at borgeren får et arbejde. Der er ofte ting, der skal løses parallelt, for at det holder i længden.
”Man ser ting i vores samfund, hvor man tænker: det passer simpelt hen ikke det her. Folk bor i kolonihaver, hvor der kravler maddiker på bordet. De lever en kummerlig tilværelse, mange familier fungerer ikke, fordi de voksne ikke har det godt.”
Nogle af Meretes borgere, som har det allersværest, vil gerne have besøg. Mange er misbrugere, kommer ikke til samtalerne og kan ikke ringes op.
”Jeg tager ud sammen med en kollega for at se, hvordan de har det. For nogle er vi det eneste netværk, de har, så vi er også de eneste til at hjælpe dem. Jeg har min telefon åben, også efter fyraften, så de altid kan få fat i mig,” fortæller hun.
Mødet med virkeligheden kan være hård, og det kan være nødvendigt at sætte et skjold op:
“Man kommer meget tæt på mennesker, og man må sige til sig selv, at man jeg hjælper, så godt man kan, men ikke kan hjælpe alle. Jeg synes dog, at og vi formår at rykke mange borgere ved at møde dem, som de mennesker, de er. Vi er her for at servicere dem og hjælpe dem – de er jobcentrets kunder i butikken.”

Sidst opdateret: 15-04-2021